Valgkampen er over os. Vi ser det i lygtepæle. På motorveje, hvor store trailere med bannere er sat op. I TV, hvor der allerede begynder at være paneldebatter og ikke mindst på de mange vælgermøder.
Men den skarpe læser vil måske lægge mærke til noget. Alt det ovennævnte gik direkte udenom det mest brugte medie nu om dage. Internettet. Valgkampen har været i gang i omtrent 3 uger og alligevel må jeg indse at jeg endnu ikke er blevet ramt af en eneste annonce fra en lokalpolitiker på internettet. Der var diskussioner om DF kunne reklamere til en håndboldkamp. Der har været diskussioner om hærværk på valgplakater og meget andet. Men ingen har åbenbart tænkt sig at kaste sig over det store World Wide Web, hvor ingen kan yde hærværk eller beslutte at annoncen ikke må vises mens der bliver vist håndbold.
Og hvad endnu værre er – vi misser en hel generation ved at undgå netop dette medie. Netop den generation der kæmper med lav valgdeltagelse og gang på gang bliver opfordret til at deltage mere aktivt i samfundet. En generation som jeg er stolt over at være en del af. En generation der er vokset op med internettet og senere de sociale medier. En generation der er 100% hjemmevant på internettet og ikke har noget problem med at opsige deres TV abonnement og selv vælge sin underholdning.
Jeg er fra årgang 1994. Sidste årgang der hører til de såkaldte millennials, og årgangen før generation Z. Personligt kan jeg afspejle mig i beskrivelserne af begge grupper og føler mig på den måde, sikker som mange andre, en lille smule “stuck in between”. Som altid når der er med mennesker at gøre, er det svært at putte os i kasser, men er du mellem 1980 og 1994, er du sandsynligvis en Millenial. Er du født fra 1995 og frem er du så heldig at være Generation Z.
Og netop denne aldersgruppe er født på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor verden var ved at skrive historie. Helt nye måder at kommunikere på vandt frem overalt og det var tydeligt for enhver at verden nok aldrig rigtig ville blive den samme igen. Vi er den første generation der har lært at bruge computeren som børn og måske endda var så heldige at få en mobiltelefon før vi kunne tjene vores egne penge. Vi er med andre ord vant til at håndtere det. Og ser man på Generation Z bliver det endnu mere intenst. Generationen er bogstavelig talt vokset op med sociale medier og bliver ofte beskyldt for alt for højt forbrug af sociale medier og for ikke at være særligt sociale.
Men når vi netop har ramt et tidspunkt i verdenshistorien, hvor denne aldersgruppe faktisk har ramt en alder, hvor de er i stand til at deltage ved valg, og er uhyre tilgængelige for annoncer, videoer og andet materiale, hvorfor er det så helt præcist det ikke bliver udnyttet?
Og hvorfor skulle jeg vælge at sætte et kryds, ved en kommunalpolitiker, og dermed give dem retten til at tale mine unge interesser i byrådet, hvis de ikke engang interesserer sig nok for mig, til at rette en annonce mod mig?
Det kan være jeg bare lever i en kommune, hvor politikerne af en eller anden årsag ikke interesserer sig for internettet og de sociale medier – men jeg har på fornemmelsen at det er et generelt problem.
Det er alletiders mulighed for at rette kandidaternes budskab direkte mod de unge. Fortælle de unge, hvorfor de skal bruge en halv time på at gå ned og stemme, og hvorfor de præcist skal vælge at sætte sit kryds ved dem. Og nu med en uge tilbage af valgkampen, er der stadig god mulighed for at sende en helt masse materiale afsted mod generationen. Måske får vi den højeste valgdeltagelse hos generationen nogensinde?
Kære lokalpolitiker, på med arbejdshandskerne!
Idet jeg altid har lært at man ikke kan være utilfreds med noget, hvis man ikke selv vil gøre et stykke arbejde, har jeg nedenfor lavet 4 hurtige ideer til, hvordan du som kommunalpolitiker kan styrke din digitale tilstedeværelse, og hvordan du netop kan ramme en måske helt overset målgruppe?
- Har du en Facebook side? Altså sådan en officel en?
- Lav en række videoer, hvor du forklarer dine synspunkter og hvad du vil kæmpe for
- Annoncer direkte til forskellige aldersgrupper
- Brug Snapchat
1. Har du en Facebook side? Altså sådan en officiel en?
Det her er det vigtigste af de fire tips. Så følg godt med. Det er her vi bygger hele fundamentet for en online kampagne. Facebook arbejder med forskellige former for profiler. Der kan både være tale om en personlig profil, en offentlig side og en gruppe. Det er vigtigt man ikke blander disse sammen, da hver af profilerne har sine helt egne funktioner og muligheder.
Ved at benytte en officiel side, har du mulighed for at annoncere direkte mod den målgruppe du ønsker, at ramme med dine budskaber. Her er der ikke tale om venner men om likes og her handler det om at opbygge en målgruppe der ønsker at følge dig og synes om de ting som du står for.
Det vigtige her er også, at der er en grænse på antallet af venner du kan have på en privat Facebook profil. Det er der ikke på en side. Her kan du have alle de likes du ønsker. Samtidig er det nemt for venner og familie at skelne mellem, hvornår du er en offentlig person og blot en almindelig person der lægger et billede op af dine børn og grillfesten..
Du opretter en offentlig side ved at gå til siden her og vælger herefter offentlig person. Nu vil du blive spurgt om navn på siden og blive bedt skrive beskrivelse af siden mm. Inden du opretter siden bør du lige tjekke med dit parti om der er nogle guidelines for offentlig brug af Facebook.
2. Lav en række videoer, hvor du forklarer dine synspunkter og hvad du vil kæmpe for.
Videoer er det nye medie. Billeder er allerede blevet passé og tekst blev kedeligt for flere år siden. Derfor skal du nu tage fat i dit nærmeste kamera, det vil sandsynligvis være din mobiltelefon, og lave en række videoer, hvor man ser dig fortælle præcist, hvad du vil kæmpe for i din kommune.
Det behøver ikke være noget vildt flot og fancy. Det hjælper selvfølgelig godt på opmærksomheden at have noget velproduceret materiale, dog er det ikke en nødvendighed. Kameraet i en mobiltelefon er længe fint til langt de fleste videoer på de sociale medier. Her er det blot vigtigt at du sørger for at være i omgivelser med god belysning og ikke ryster for meget med kameraet. Monter det gerne på et stativ, eller få en assistent til at holde det.
Normalt vil jeg sige at lyden er vigtigere end selve billedkvaliteten. Dog vil jeg ikke mene det gør sig gældende på de sociale medier. Her er det blot lige så vigtigt. Sørg derfor for at være i omgivelser der ikke er særlig støjende og undgå at optage videoerne udenfor i meget blæst. Vil du være rigtig avanceret kan du eventuelt benytte et almindeligt headset til en telefon som mikrofon og lægge det i en brystlomme eller lignende, optage lyden på en mobiltelefon og i redigeringsprogrammet lægge de to lydspor sammen. Men det er kun hvis du er rigtig avanceret.
De fleste videoer bliver i dag set uden lyd i toget eller på arbejdspladsen, i klassen eller i kantinen. Det betyder at der faktisk at 85% af alle videoer på Facebook bliver set uden lyd.
Det gør ikke at du skal gå ned i lydkvalitet, for det er stadig vigtigt at de som rent faktisk ser videoen med lyd får en god oplevelse. Det betyder blot at du også skal tekste din video. Når du derfor laver dine videoer skal du starte med at lægge dem op på YouTube, tekste dem, downloade tekstfilen og uploade den sammen med din video på Facebook. Se hvordan du gør dette på denne blog post.
Og så stopper det jo ikke blot ved en video. Producer 4-5 videoer der viser de forskellige budskaber og hold dem under 1 minut. De forskellige budskaber får du også brug for senere når vi skal til at annoncere.
3. Annoncer direkte til forskellige aldersgrupper
På Facebook er det ret billigt at annoncere. Det betyder at du ret nemt og billigt kan målrette dine opslag på Facebook direkte til den målgruppe du ønsker at tale til. I praksis betyder det at du kan lægge din video op på din offentlige Facebook side, trykke på boost knappen og vælge præcist hvilken aldersgruppe du ønsker at ramme, hvor de skal bo og hvilken civilstatus mm. de skal have.
Taler du om uddannelser kan det derfor være meget relevant at målrette denne video til de studerende. Ønsker du at påpege, hvad du ønsker at gøre på ældreområdet kan du målrette den mod personer der måske nærmer sig alderen, hvor de har forældre der skal på plejehjem eller lignende.
For ikke ret mange penge kan du nå ud til mindst lige så mange som du er nået ud til med dine valgplakater. Her har du dog bare mulighed for at vælge præcist, hvilket budskab du vil give til hvem, og samtidig kan du være sikker på man rent faktisk kender dine budskaber.
Det kan være en videnskab at annoncere på Facebook og du kan sagtens hyre folk til det, der vil få langt mere ud af dine penge end du selv vil kunne. Normalt vil jeg ikke anbefale at bruge Boost knappen, da det hurtigt kan give et stort spild af penge. I denne sammenhæng er målgruppen dog så bred at det godt kan fungere.
4. Brug Snapchat.
Du kender godt Snapchat, ikke? Snapchat er det der sociale medie, hvor der bliver sendt læssevis af nøgenbilleder mellem børn og unge, så de kan misbruges som aldrig før. Ja – det er den negative konsekvens af Snapchat. Men det er faktisk også et af de mest brugte sociale medier for millennials og Generation Z. Vil du vinde street credit og være sikker på du bliver hørt af de unge mennesker er det her det sker.
Snapchat er opbygget ved at du enten kan lægge et billede eller en video op, hvorefter alle der er venner med dig så kan se dit billede eller video. Normalt har billedet og videoen kun kunnet vare op til 10 sekunder, den grænse har Snapchat dog for nylig fjernet. Det er alligevel vigtigt at huske, at det er en hurtigt medie og du bliver hurtigt skippet, hvis du er for lang og for kedelig. Sørg derfor for at være kortfattet og fange de unge. Gør det eventuelt gennem flere daglige beskeder.
Snapchat handler også om at give dine følgere et kig bag kulissen. Lad dem komme med når du er ude og sætte valgplakater op, eller hvis når du er på vælgermøde. På den måde føler din målgruppe at de begynder at kende dig og vil i langt højere grad stole på hvad du siger.
Snapchat har også mulighed for annoncering mellem snaps, sådan at din målgruppe bliver tvunget til at se dit indhold. Dette kan du se på, hvis du har tid.
Til slut
Gør du ovenstående vil jeg helt klart mene at du er godt i mål og at du har store chancer for at få stemmer fra den unge målgruppe. Det er uberørt land og mange af dine konkurrenter gør det ikke endnu. Du kan derfor være den første. Og det betyder rigtig meget i denne hurtige digitale verden.
Har du spørgsmål eller forslag giver du mig bare besked. Jeg vil også meget gerne se og høre eksempler på materiale i har produceret efter inspiration!